Mine Børn fik en Rutsjebane i Julegave

Jeg elsker mine børn over alt på jorden, og det har desværre nogle gange gjort, at jeg nok har forkælet dem lidt for meget. Før jeg selv fik børn rystede jeg altid på hovedet af de forældre, der gav deres børn alt hvad de bad om. Jeg mente at børn jo nok havde bedst af, hvis man stod fast på sine princippet og gav dem et ”nej” en gang imellem. Men jeg kan love dig for, at det er noget hårdere at praktisere den filosofi, end det er at prædike den. Der sker dog en gang imellem nogle ting der gør, at jeg vågner op igen, og indser at jeg er nødt til at opdrage mine børn.

Det skete eksempelvis i månederne op til jul. Ja: ikke dagene, men månederne. Det var uudholdeligt. De plagede begge to om at få det sidste nye spil til deres Playstation. Jeg synes i forvejen de bruger for meget tid foran den maskine, så jeg var ikke specielt motiveret til at give dem endnu en grund til at gro fast til sofaen. Det hjalp da heller ikke, at de spil de ønskede sig kostede mange hundrede kroner. Kunne de ikke spille nogle af de spil de allerede havde? Eller måske ønske sig et af de spil, der var udgivet for bare nogle måneder siden, og allerede var faldet drastisk i pris? Men nej: ungerne fortalte mig, at jo dyrere et spil er, jo bedre er det. Det var ikke en form for logik der gav mening i mit hoved overhovedet, men jeg kunne åbenbart ikke overbevise dem med logik.

Det var så her jeg pludseligt fik en idé. Næste gang de plagede fortalte jeg dem, at jeg allerede havde købt dem deres julegave. Det var ikke bare ét spil, men flere spil, sagde jeg. Og det var dyre spil lod jeg dem vide: de dyreste spil nogensinde! De blev ellevilde.

Da det blev juleaften kunne de næsten ikke sidde stille under julemiddagen. Jeg kunne se hvordan deres øjne konstant hoppede hen under juletræet, og at de forsvandt ind i deres egen lille fantasi-verden hvor de spillede de her dyre spil. Jeg fik næsten dårlig samvittighed.

For da de åbnede gaven, var det ikke en omgang spil til hverken deres Playstation eller computer. I stedet lå der en invitation ud på en børnevenlig campingplads i Nordjylland. De kiggede måbende på det, og så op på mig. Havde jeg ikke lovet dem de dyreste spil nogensinde?

Jeg fortalte dem, at vi ville spille en masse spil sammen henne på campingpladsen. Jeg havde forberedt en masse lege og spil. Det var en dyr ferie, som vi alle ville tage på sammen. Jeg gjorde dem også opmærksom på, at hvis de hellere ville have nogle pixels på en skærm som de kunne isolere sig med, end de ville bruge tid udendørs sammen med deres familie, så burde de virkeligt overveje hvad det var de havde gang i.

Det blev noget af en emotionel rutsjebane for dem. Først var de glade ved tanken om nye dyre spil. Så var de forvirrede over at finde en invitation til camping i pakken. Så blev de skuffede og en anelse vrede. Disse følelser førte dog til selvindsigt og undren over deres egen tilgang og opførsel. Og selve camping turen var selvfølgeligt en kæmpe succes, der spredte glæde og latter.